Da jeg altid har været fascineret af oldtidens soldyrkelse og den kult der har levet, og lever, omkring naturens fænomener, så kan jeg ikke komme uden om, at Solguden fra Tamgaly i Kazakhstan (Centralasien), også fortjener en plads i min samling af oldtidskunst.

Nu kalder jeg den definitivt Solguden, men den er dog én blandt mange, for Solguden fra Tamgaly er forbundet med en rig samling af helleristninger, der er listet som et af UNESCOs verdensarvsområder. Disse helleristninger stammer fra bronzealderen og repræsenterer en kompleks kultur, knyttet til gamle nomadiske stammer. Området er bemærkelsesværdigt, da det indeholder tusindvis af indgraveringer, der viser forskellige aspekter af livet, trosforestillinger og kosmologi.

Solgud(en/erne) er blandt de mere fremtrædende figurer på stedet og kendetegnes typisk ved en menneskelignende skikkelse med en strålende glorie eller cirkel omkring hovedet, hvilket understreger den solsymbolik, der er til stede. Disse figure omtales ofte som “sol hovede-gud” eller “solgud.” Helleristningerne viser dem som figure med udbredte arme, hvilket kan symbolisere en guddommelig gestus eller måske deltagelse i en rituel handling. Det runde hoved omgivet af stråler eller linjer forstærker solens tema og markerer skikkelsen som en repræsentation af solens magt og som en himmelsk guddom.

Solguden fra Tamgaly som min illustration er baseret på, afspejler sandsynligvis solens store betydning i de gamle nomadiske samfund, der betragtede solen som en livgivende kraft, der styrede naturens og tidens cyklusser. Figuren indgår i et bredere kosmologisk system, som sandsynligvis relaterer til frugtbarhed, livets gang og efterlivet.

Selvom fortolkningen af disse billeder stadig er et emne for diskussion blandt forskere, er det almindeligt antaget, at helleristningerne peger på shamanistiske praksisser eller ritualer, der skulle ære naturens kræfter, med solen som et af de mest potente symboler på liv og kosmisk energi.

Tamgaly giver os et fascinerende indblik i de gamle folks åndelige liv og viser, hvordan de gennem kunst, ritualer og tilbedelse skabte en dyb forbindelse til deres omgivelser og kosmos, symboliseret ved guddomme som solguden.

Min egen forelskelse i lige præcis denne sol-gud, må siges at være på grund af halen. Hvorfor solen skulle dyrkes med en menneskelignende krop, og så samtidig have den mere “dyriske” hale, er måske for evigt et mysterium, men for mig personligt, er det også et udtryk for finesse og ikke mindst balance.
Du kan finde illustrationen som plakat hos Plakatsmeden.