Jeg har børn … De har det svært … I sådan en grad at jeg ikke kan have de store sociale bekendtskaber, og dyrke de store fællesinteresser, på lige fod med andre ligesindede. Det betyder at man, og jeg siger “man”, for jeg ved at jeg ikke er den eneste, at man er bundet en del til hjemmet hvor børnene har brug for én. Ren fritid som kan planlægges er der intet af, men til gengæld er der enormt meget ventetid. Tiden i mellem to situationer et eller andet udefinerbart tidspunkt, hvor hjerterytmen alligevel er helt oppe og ringe på den højeste puls, der har man lige pludselig et boost af noget kampklar overskudsenergi som man skal have ud igennem en eller anden ventil, så man kan være klar til den næste problemknuser-løsning. Så hvilken bedre ting kan man fordrive den ventetid med, og få den kogende overskudsenergi ud på en fornuftig og fattet måde, andet end at begynde på, at stikke nåle i sig selv.

Jeg har igennem mit lange liv fået en del tatoveringer, med den første i en skurvogn på en markedsplads, og så i et for længst lukket studie i Slagelse, videre til Nyhavn 17, til Kunsten på Kroppen, og ikke mindst af Colin Dale fra Skin & Bone som nok er ophavsmand til størstedelen af mine tatoveringer. Og sidst, et nærtstående familiemedlem som er super dygtig til stort set alt hvad hun gør, og som har min dybtfølte respekt.
Jeg sad der med alt min blæk i kroppen, og alt min føromtalte ventetid, og tænkte at det ville jeg da gerne have noget mere af. Men både i mangel af penge, og i mangel af planlægningsbar tid, kunne det ikke lade sig gøre. Så en tilfældig aften mens børnene sov, forbarmede jeg mig over mig selv, og indkøbte udstyr til at tatovere … mig selv …

Det har åbnet op for en mystisk og spændende verden for mig, hvor jeg ikke kun kan (prøve at) praktisere tatovering. Men også kan grave dybere ind i min gamle interesse i oldtidens kunst, som naturligvis er min inspirationskilde.

Så velkommen til min lille hjørne af internettet, hvor jeg i øjeblikket deler min rejse ind i selv-tatoveringens fascinerende verden. Det er en rejse, som jeg kun lige er begyndt på, og hvor jeg har valgt at tage udgangspunkt i en af de ældste teknikker, nemlig håndstik. Som nybegynder i denne verden har jeg besluttet at starte med mig selv som lærred – ikke bare for at mestre teknikken, men for at dykke dybere ned i en metode, der føles oprindelig, rå og ærlig.

At tatovere med håndstik er langsommeligt og kræver en helt særlig koncentration. Hvert prik, hver linje, hver lille detalje bliver skabt med omhu og tanke, og det skaber en nærmest meditativ forbindelse mellem mig selv, det redskab jeg bruger, og det motiv, der kommer til live på huden. Det er på mange måder en hyldest til de gamle måder at arbejde på – en kunstform, der ikke har travlt, men som er fokuseret på intentionen bag hvert enkelt træk. Jeg mærker en dyb magi i denne proces, som føles som en genopdagelse af noget ældgammelt og intuitivt.

Min fascination af denne metode kommer ikke ud af det blå. Længe før jeg begyndte min rejse med tatoveringer, har jeg haft en dyb og vedvarende kærlighed til kunst, der har sine rødder i vores allesammens kunturarv. Jeg har altid været draget af de visuelle udtryk fra forskellige kulturer, især dem, der kommer fra vores nordiske og samiske rødder og taler til mig med en styrke, der føles tidløs. De bærer på en historie og en åndelighed, som forbinder os med naturen, vores forfædre og de kræfter, der engang definerede menneskelivet.

Kunst fra de keltiske traditioner har også en særlig plads i mit hjerte. mønstrene og symboliken, der ofte kredser om livets cyklus og naturens kræfter, føles som noget, der taler direkte til den menneskelige sjæl. Samme følelse rammer mig, når jeg studerer oprindelige kunstformer fra Nord- og Mellemamerika. Der er en fælles tråd af spiritualitet, en respekt for jorden, og en forståelse for menneskets plads i verden, som gennemsyrer disse kunstværker.

Det er ikke kun de kendte kulturer, der inspirerer mig. Jeg har også en dyb fascination for hele verdens kulturarv, og især den kunst, der er mejslet i sten, eller malet i huler. Hulemalerierne fra steder som Lascaux eller de gamle helleristninger, der kan findes rundt omkring i Skandinavien, fascinerer mig med deres enkelthed og samtidig deres dybde. Disse tidlige kunstværker er ikke kun billeder, de er symboler på vores tidligste forsøg på at forstå og formidle verden omkring os. De er spor af vores fælles fortid, der stadig kan berøre os dybt den dag i dag. Stenalderen og dens oldtidskunst har en stor plads i mit hjerte.

Denne dybe kærlighed og respekt for vores forfædres kunst er den drivkraft, der har ført mig til interessen for tatoveringskunsten. Det er min måde at forbinde fortidens visdom med nutidens krop. Hver gang jeg arbejder på et nyt design, tænker jeg på de kunstnere, der kom før os – de, der arbejdede med sten, pigmenter og simple redskaber for at skabe noget, der kunne overleve generationer. På samme måde håber jeg, at de tatoveringer, jeg stikker i min hud, vil bære noget af den samme betydning – en bro mellem fortid og nutid, mellem ånd og krop.

Hvad det vil udvikle sig til, og hvor denne rejse vil føre mig hen, kan jeg ikke svare på.
Det er en rejse med mange ukendte veje, men uanset hvor den sender mig hen, vil jeg gerne invitere dig til at følge med på rejsen.

Tak fordi du tager dig tid til at læse med.